VBK træningslejr 2018

29. august 2018
Seniortrupperne i VBK genoplivede den traditionelle sæsonopstartstræningslejr i år. En stor gruppe af klubbens A- og B-trup spillere tog sidste weekend til det sydlige Danmark for at finpudse formen til sæsonstart. Sakskøbing Sportscenter og Vandrerhjem skabte fornemme rammer for træningslejren, som blev afviklet under kyndig ledelse af vor nye seniortræner, Jesper Mikla.
Med fælles afgang fra Vanløsehallerne fredag eftermiddag kunne første træningspas afvikles kl 19.00. Spillerne blev udsat for et let træningspas bestående af fodbold til opvarmning, med efterfølgende doubleøvelser og småspil for at slutte af med 30 minutters cirkeltræning 2½ timer senere. Aftenen sluttede med velfortjente sandwichs, samt hygge og socialt samvær.
Lørdag var spillerne på banen igen til morgentræning fra 10.00-12.00, bygget op af 30 minutters cirkeltræning og 1½ times blandede øvelser med fokus på doublespil. Herefter frokost og afslapning inden det var game-day fra kl. 14.30-17.30 sammen med og mod spillere fra Gladsaxe-Søborg, som ligeledes afviklede deres træningslejr i Sakskøbing. Der blev spillet i alle kategorier og kæmpet bravt, så alle fik udbytte af muligheden for at sparre med en anden klub. Der var også plads til interne kampe, herunder VBK-mesterskaberne i engelsk double med den sædvanlige straf for at tabe. Aftenen stod på fælles middag, indkøb og quizhygge arrangeret af Morten Johansen. Der blev dystet i seks forskellige discipliner med stor entusiasme, holdånd og gode grin.
Træningslejrens sidste dag bød på et enkelt træningspas og afsluttende frokost inden alle vendte næserne mod Vanløse igen. De efterhånden lidt trætte spillere øvede serv og returnering, samt spillede småspil til turens titelsang ’Boten Anna’. Den sidste haltid blev brugt på at spille fodbold i opgøret ’de unge vs. de gamle’. Sidstnævnte tog håneretten med sig hjem indtil næste opgør.
Turen bidrog på bedste vis til spilleniveau og socialt sammenhold. Derfor er der allerede nu sat kryds i kalenderen til næste år, hvor vi igen vil afvikle en VBK træningslejr for seniorspillere. Stor tak til alle de deltagende, arrangørgruppen og ikke mindst Jesper Mikla for at gøre det til en super god oplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © Vanløse Badminton Klub